KMJK's ældre anlæg
under udbygning


Kalundborg Model Jernbane Klub blev stiftet i 1949.
Klubbens første lokale var over den gl. remise på Kalundborg Station.
I forbindelse med nyt stationsbyggeri, måtte klubbens daværende anlæg nedtages og blev opmagasineret på det gl. bryggeri der var i Kalundborg. I 1962 var det lykkedes at få en aftale med DSB, om udnyttelse af et lokale på 110 m2 på Kalundborg station, og her ligger klubben stadig. For ca 10 år siden blev der mulighed for at leje nogle tilstødende lokaler, på ialt 56 m2, Her er i den mellemliggende tid opbygget et anlæg, således at det er muligt at køre fra gammelt til nyt anlæg. Spormæssigt er det nye anlæg enkleltsporet fra Kalundborg til Værslev, hvor det bliver dobbeltsporet til og fra det gamle anlæg. Derudover har klubben et lille depot / værkstedsrum.





Gammelt anlæg er udformet som dobbelt ringbane, med 1-sporet strækning på en del af anlægget.
Starter vi på hovedstationen, Rødby Station - i virkeligheden en model af Slagelse station - og kører øst på, passerer vi først remiseområdet.
Dernæst køres via gitterbroen over havneløbet. Snart ankommer vi til Grønkøbing station. Herfra er der en del godstraffik fra Grønkøbing Havn, ligesom der er trafik til jernbanefærgen Morsø. Den lokale tømmerhandel får også varer leveret via havnesporet.
Står vi af i Grønkøbing kan vi se på byen, som har flere butikker, vidste du at H.C.Andersens hus ligger i Grønkøbing, nej vel, men det gør det. I udkanten af byen ligger den store Leca fabrik, hvorfra der via det gode vejnet, som der er i Grønkøbing, transporteres en hel del gods til havnen. Måske skulle vi tage en tur på kroen, den ser rigtig hyggelig ud. Vi kører videre til Hyldested for senere at ankomme til Broen station. Her er det muligt at skifte tog til Kalundborg (nyt anlæg) eller blive siddende og komme tilbage til Rødby.
Vi vælger at skifte tog på Broen, der er en kort ventetid. Kort efter start kører vi igennem en lille tunnel, som er adskillelse mellen gammelt og nyt anlæg. Vi kører igennem landskabet, det er måske lidt bart endnu, men der arbejdes på det. Vi stopper ved Værslev station, og efter et kort ophold begiver vi os imod Kalundborg. Ikke langt fra Værslev passerer vi laksetrapperne ved Uggerby å, (de ligger godt nok i Nordjylland) og det pragtfulde område ved åen, snart er vi fremme ved Kalundborg station. Her er der mulighed for at køre til Hyldestrup med privatbane.
Skulle ovennævnte have sat skub i din interesse, kan du kontakte KMJK via mail KMJKspor0.dk



Billederne herunder er taget ved et besøg i KMJK sidst i 90erne.